Daghøjskolen i Centrum

Langtidsfølger efter mild traumatisk hjerneskade

 

MILD TRAUMATISK HJERNESKADE
Man ser mange neurologiske, kognitive og adfærdsmæssige konsekvenser af en mild traumatisk hjerneskade på grund af en hjernerystelse eller en piskesmældslæsion.
De fleste af disse komplikationer er allerede synlige i løbet af de første dage eller måneder efter skaden er sket. Komplikationerne kan opstå enkeltvis eller i kombination hos den enkelte patient og kan variere i alvorlighedsgrad og varighed.

 

Blandt disse vanskeligheder er de hyppigst sete:
NEUROLOGISK:
Nakkesmerter
Hovedpine
Svimmelhed
Tåge eller dobbeltsyn
Lysfølsomhed
Lydfølsomhed
Søvnproblemer
Træthed
KOGNITIVT:
Dårlig koncentrationsevne
Opmærksomhedsproblemer
Hukommelsesvanskeligheder
Generel forvirring
Overbliksvanskeligheder
Strukturproblemer
Nedsat læseevne
Ordfindingsvanskeligheder
ADFÆRD:
Irritabilitet
Ængstelser
Depression
Aggression
Indlæringsvanskeligheder
Stressfølsomhed
Impulsivitet
Humørsvingninger
Personlighedsforandringer

 

Helbredelse
De fleste patienter kommer sig som oftest uden behandling indenfor en periode på omkring ½ år efter skaden.
10 – 15 % oplever vanskeligheder 1 år efter skade og 2-5 % vedvarende vanskeligheder.
(1, 5)
Indikatorer for langtidsfølger menes at være: svimmelhed/kvalme, samt ekstrem udtrætning i tiden efter skade.
(1)
Desuden kan en række omstændigheder medvirke til at forlænge eller kronificere tilstanden:
Her kan nævnes: stress, ’overstimulering’ af sanseindtryk, videnstungt arbejde/mental belastning og højt arbejdstempo.

Stress
Det nedsatte funktionsniveau og de tilkommende bekymringer og vanskeligheder fremkalder et højt generelt stressniveau hos denne gruppe, hvilket yderligere forværrer både deres fysiske og deres kognitive vanskeligheder. Det er især overblik, hukommelse, koncentrationsevne og følelsesmæssig stabilitet der påvirkes af stress.
Endvidere vil dårlig økonomi, pres for at genoptage arbejdet før man magter det og dagpengesystemets indretning i sig selv øge stressniveauet uacceptabelt.
(2)
Stresshormonerne cortisol og adrenalin anses for at være faktorer der vil virke forlængende på helingsprocessen i nervesystemet.
(1)

Sanseindtryk
Hyppigt forekommende langtidsfølger er nedsat evne til at integrere sanseindtryk. Personen bliver lyd- og lysfølsom.
Endvidere ses en høj frekvens af synsforstyrrelser, dobbeltsyn, flimren, tågesyn, samsynsproblemer og fokuseringsvanskeligheder samt cerebral astenopi.
(3)
Synsproblemerne vil fremkalde mental udtrætning og kan forstærke hovedpine og svimmelhed.

Træthed
Voldsom træthed efter kort tids anstrengelse, er nok den langtidsvirkning patienter selv beskriver som værende mest frustrerende og generende. Trætheden beskrives ofte som pludselig opstået og anfaldslignende, og medfører et drastisk fald i funktionsniveauet.
Grunden til den voldsomme træthed kan bl.a. skyldes nedsat blodforsyning til hjernestammen efter traumet.
(4)

Videnstungt arbejde/mental belastning og højt arbejdstempo.
Selv om celleforbindelser i nervesystemet for en stor dels vedkommende kan genetableres, er de regenererede neuronale forbindelser sjældent helt så hurtige og effektive som før skade. Det er derfor velkendt at personer med videnstungt arbejde eller arbejde med deadlines og højt tempo vil registrere og handikappes af deres nedsatte psykomotoriske tempo.
Det er sjældent at man ved neuropsykologiske testninger kan registrere mærkbar reduktion i intelligens eller deciderede kognitive vanskeligheder.
Hos premorbidt højtbegavede personer ses ofte suveræne testpræstationer, men testen viser ikke påfølgende udtrætning. ”Normalt fungerende mennesker behøver ikke 2 timers søvn efter en test session eller 2 dages hvile for at restituere sig.”
(3)

Det er typisk for gruppen med langtidsfølger efter mild traumatisk hjerneskade, at de kan have ”gode” dage, hvor de skynder sig at få noget fra hånden, hvorefter de overraskes af den voldsomme udtrætning de efterfølgende dage.
Det er ikke muligt at skubbe træthedsgrænsen ad viljens vej. Personerne bør indrette deres gøremål således at de rent faktisk har mulighed for at hvile, hvis trætheden opstår.

 

Kildehenvisninger

1.

Detection and outcome of mild traumatic Brain injury in patients and sportsmen.
Britt.Marie Stålnakke, Umeå universitet 2004

2.

WAD statusartikel om whiplashrelateret sygdom,
Månedskrift for praktisk lægegerning april 2004. Ask Elklit, Haakon Lærum. Lisbeth Juul Hansen

3.

Mild Head injury. Gronwall, et all Oxford university press 1989

4.

Whiplash associated disorders. Gunilla Bring; Umeå universitet 2002

5.

Konsensusrapport om Commotio Cerebri og det postcommotionelle syndrom.
Videnscenter for hjerneskade 2000

 

Yderligere informationer
Kursus for whiplashramte. Læs mere
Foredrag for sagsbehandlere. Læs mere
Langtidsfølger efter mild traumatisk hjerneskade. Læs mere
Øvrige tilbud. Læs mere
Hvad er Post Traumatisk Stress Syndrom? Læs mere
Hjernerystelse og whiplash kan afstedkomme følsomhed for lyd. Læs mere
Hjernerystelser og piskesmældslæsioner har vist sig at kunne fremkalde synsproblemer. Læs mere
Mange piskesmældramte oplever en træthed. Læs mere

 

 

 

Daghøjskolen i Centrum

Struenseegade 9, 3 sal, tv.  2200 København N     Telefon : 33 911 912   E-mail: post@dhic.dk
Copyright © 2011 Opdateret: 03/2011.